Beskrivelse
Torben Arboe
THY-ORDBOG
Dialekter i Thy i mands minde
– På grundlag af Torsten Balles optegnelser i 1950-1970’erne
680 sider fordelt på to bind – med over 200 illustrationer af tegner Hans Møller.
At det nu er muligt at realisere et så omfattende projekt har en meget lang historie, der tager sin begyndelse med ordbogens hovedforfatter Torsten Balle (1900-1978), der i en menneskealder indsamlede kilder til Thy-dialekter.
I 1953 tilbyder Torsten Balle sin hjælp til professor Peter Skautrup ved Institut for Jysk Sprog og Kulturforskning ved Aarhus Universitet – både med hensyn til stednavne og dialektord.
Ved Balles død skrev professor Niels Åge Nielsen: ”Det viste sig, at vi her havde fundet en mand, der, foruden at han var indfødt og stadig talte dialekten, også var fuldt uddannet i lydskrift og i stand til at høre de fine forskelle i dialektens lyde. Det blev snart klart, at vi trygt kunne overlade hele arbejdet med thybomålet til ham. I de mange år, der fulgte, passede han støt arbejdet med at opbygge en alfabetisk seddelsamling over hele dialekten. Med stor omhu fandt han i forskellige egne frem til gamle, som sad inde med specialviden. Han skaffede sig introduktion til dem og indfandt sig så hos dem med sin båndoptager og spurgte ud. Derefter sad han hjemme og lyttede tålmodigt til båndene og skrev det sagte ud i lydskrift og lavede på andre maskinskrevne ark oversættelser til rigssproget med kommentarer”.
Så vidt Niels Åge Nielsen der til universitetet fik overdraget Torsten Balle samling af optegnelser samlet i en stor kommode, der kom til at stå upåagtet indtil lektor og dialektforsker Torben Arboe fra ”Institut for Kommunikation og Kultur – Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning” for nogle år siden tog initiativ til at bearbejde de mange data.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.