BJØRNS TEGNEBOG – KØB DEN TIL HALV PRIS – KUN kr. 98,-
Bjørns tegnebog. Skitser på vejen. Thykunstneren Bjørn Søndergaard har gennem gennem flere årtier båret rundt på en lille, sort skitsebog, der er blevet brugt, når han fik lyst til at nedfælde indfald og iagttagelser. Som årene er gået, er det blevet til mange skitsebøger fyldt med collager, blyantstegninger, kradserier og akvareller med motiver af navnlig små hverdagsglimt. Bjørns gode ven Ole Laursen, der er lektor i billedkunst, har samlet et udvalg af motiver fra disse skitsebøger og anbragt dem i tematiske sammenhænge i denne bog.
“En imponerende samling af tegninger, skitser, idéudkast, små skrevne senteser, collager, mønstre og tegn bredte sig ud for mine nysgerrige “billedøjne”. Hvilken glæde ved verden i dens utallige små og store former fik jeg lov til at se”, skriver Ole Laursen i bogens forord.
280 sider i farver.
Indbundet.
Normal pris: Kr. 198,-
Tilbudspris: Kr. 98,-
Anmeldelse i Kunstavisen.dk – januar 2015:
BJØRNS TEGNEBOG
Af Pier Maria Andersen
Forlaget Knakken i Thisted har gennem de sidste 30 år mest udgivet lokalhistoriske bøger. De har nu valgt at udgive en bog med Bjørn Søndergaard, der har titlen “Bjørns tegnebog”.
Bjørn Søndergaard har som udgangspunkt haft 27 skitsebøger (1980-2014), og det er et sammendrag af disse, man kan se i den lille 14 x 15 cm bog på hele 278 sider. Den koster 198 kr., og den har samme format som en af de små skitsebøger, Bjørn Søndergaard har som sit udgangspunkt. I alt er der udgivet 500 bøger.
Lektor Ole Laursen har udvalgt, hvilke skitser der skulle med, og han har skrevet forord til bogen.
Skitserne er udvalgt efter emnegrupper og Ole Laursen og Bjørn Søndergaard har givet emnerne titler. Bjørn Søndergaards datter Lærke har scannet alle siderne ind direkte fra skitsebøgerne. Der er altså ikke retoucheret eller pyntet på skitserne. Det er den ægte vare. Man føler på den måde, at man med tegningerne er tæt på kunstneren, for de kommer direkte fra hjertet.
Forlaget har sparet indholdsfortegnelsen væk, så man må bladre i bogen for at se emneinddelingerne. Det er fx natur, folk, væsener, ting og sager, trapper-stiger-bænke, steder, på hjul, ideer – små fortællinger, små billeder, arkitektur – huse, notater, tegn, mønstre, serier. Der er en lille tekst under overskrifterne, og til hver enkelt skitse er der ligeledes en overskrift. Dette giver bogen overblik, og det er spændende at se de fine små tegninger, der indimellem er kolorerede. Der er originalitet og en fin fri streg i skitserne, indimellem MÅ man tænke Picasso.
Bogen er med sort indbinding og alt er meget udsøgt – layout, billedvalg, teksttype, papirtykkelse. Et smukt stykke arbejde!