Hanstholm. Drøm og virkelighed.

Af Knud Holch Andersen, Flemming Skipper og Mie Buus.

Bogen er det andet bind i værket om Hanstholm Havn og udgivet november 2016.

Den bette holm, hanstholmen, er en udkant, men rummer det 20. århundredes udviklingshistorie i en fortættet og dramatisk form med voldsomme forandringer over blot tre generationer.
Og det særlige er den fremtidsdrøm, der griber holmboerne allerede i mellemkrigstiden og bliver forstærket af 1960ernes generelle optimisme.
Den lever fortsat i den aktuelle og meget ambitiøse plan for udbygning af havnen i det 21. århundrede.
Det er i denne drøms møde med den ofte benhårde virkelighed, man finder det særprægede ved Hanstholm. Det første kapitel om Hanstholms historie udgav Forlaget Knakken i 2013. ‘Hanstholm. Drømmen om en havn’ – der var bogens titel – sluttede med tiden omkring 1960. Omkring 1. november  kommer fortsættelsen, hvor historien følges helt op til nutiden.
Titlen bogen er ‘Hanstholm. Drøm og virkelighed’.

Forud for den 361 store og rigt illustrerede bog er gået et omfattende researcharbejde, hvori mange mennesker har været involveret.

Skriftlige kilder er blevet fundet og læst og vurderet og brugt, og relevante nulevende fra Hanstholms persongalleri er blevet interviewet, ligesom film og videoer m. v. er inddraget som baggrundsmateriale.

Bogen tager bl. a. udgangspunkt i nogle af de fiskere, der flyttede til byen med deres familier op til eller efter den officielle indvielse 8. september 1967 ved Hans Majestæt Kongen, f. eks. Tage Nielsen og Viggo Hjelm Madsen, der kom fra Skagen, Thorkild Grøn og Svend Heiselberg, der kom fra Agger, samt Gunnar Vendelbo, der kom fra Lildstrand. Men også den lokale Thorkild Førby.

Dramaet om en ny tid

De tre forfattere skriver selv, at det, de vil, er at fortælle om det drama, der udspillede sig, når ” en ny tids administratorer, planlæggere, ingeniører, håndværkere og fiskere rykker ind” for i løbet af et tiår at bygge ” en stor ny havn” og skabe ” et nyt bysamfund”.

For Hanstholm bliver en planlagt by som Albertslund eller Munkebo m. Det er, skriver de, “en stedbundet historie, men det er også en historie, der kaster lys over grundlæggende træk ved udviklingen af det danske samfund i de ” gyldne” 1960′ ere frem mod kriseårene efter 1973″.

Ja, og så slutter bogen i øvrigt med nutidens store fremtidsdrøm og -ønske i og omkring Hanstholm: En ny stor havneudvidelse med en ny ydermole! Det var der ingen, der tænkte på dengang, da denne avis, endnu med navnet Thisted Amts Tidende, 1. juli 1966 oprettede en lokalredaktørstilling i Hanstholm og ansatte Kai Digens. Han var udstyret med en bil, en telefon og en skrivemaskine, men intet skrivebord. Kontoret på den gamle skole kom først til sidst i 1968, og senere rykkede lokalredaktionen så ind i Hanstholm-Centret, hvor den var frem til lukningen 2007.

Kongen og amtmanden Kong Frederik IX ville meget gerne indvi Hanstholm Havn. Det var trods alt til Kongen, en Hanstholm-delegation henvendte sig engang i 1950′ erne -og blevet modtaget. Havde jorden ikke været gødet politisk, havde Kongen måske ikke kunne gøre meget.

Men nu kom han så, den ældre monark i sin flotte blå admiralsuniform, ledsaget af amtmanden over Thisted Amt -statens øverste embedsmand på egnen -Florian Martensen Larsen. Denne med med sovsekanden -den fejende fjerbuskklædte amtmandshat -over den dobbeltradet guldknappede uniformsjakke. Med var to ministre, minister for offentlige arbejder Svend Horn (S), der var ansvarlig for havnebyggeriet, og fiskeriminister Jens Risgaard Knudsen (S), der havde haft en aktiv finger med i spillet.

Med var også tidligere minister for offentlige arbejder Kai Lindberg (S), der havde haft en endnu aktivere finger med i ” spillet om Hanstholm” gennem et halvt århundred, og som havde lagt navn til en gade i den ny by.

To forlis nævnes, det russiske trawlermoderskib ” Tukan” i februar 1967 og den polske trawler ” Brda” i januar 1975. Hvad skete der efter havneindvielsen med kystfiskerbyerne Klitmøller, Vorupør, Stenbjerg, Lyngby, Lildstrand og Thorupstrand er også med. Så er der kvinderne -både i hjemmene og ” i fisken”, også dem fra Færøerne og Island, og der er færgeårene, fiskeindustrien og asylcentret.